torsdag den 21. februar 2013

Et lille udkast fra en artikel jeg lavede om mænd i krise


En Helt i krise.

Det er i dagens Danmark blevet mere og mere acceptabelt at være i krise, og endnu vigtigere, er det blevet mere acceptabelt at bede om hjælp. Men er det mere acceptabelt at være i krise som kvinde? Har vi anerkendt tidens kønsrolle mønster? Og er vi lige i krise?.

Mænd er gennem tiderne, i mange forskellige kulturer, blevet skitseret som helte. Store, stærke, selvstændige, usårlige og modige mænd. Selv i dag hører man kvinder tale om at de vil have en rigtig mand.
Ja, samfundet har ændret sig meget. Men der er stadig urgamle basis kompetencer som vi kvinder, og samfundet i det hele taget, forventer af vores mænd. De skal være stærke, i mere end en forstand. De skal være forsørger, men mandens forsøger rolle har ændret sig i dagens Danmark. Kvinder vil ikke forsørges, men de vil have en med forsørger. En mand der bare sidder på sin flade er vel næppe en rigtig mand? Men manden skal ikke udelukkende være muskel og medforsørger, han skal også have følelserne og hjertet på det rette sted. Der stilles mange krav til dagens mand.
Vi, som samfund, går rigtig meget op i ligestilling. Og vi bruger meget tid på at udpege de ”huller” der stadig er i ligestillingsvejen i Danmark. At mænd stadig har større chance for at blive valgt til højtlønnet og højt uddannet arbejde. Vi har så småt besluttet at ligestilling er for alle…. kvinder.  
Danmark 2013, økonomisk krise. Det er netop i krisen jeg nævner ligestillingen. Vi har anerkendt at kvinder kan blive deprimeret, kan være udsat for et voldeligt forhold, psykisk såvel som fysisk. De danske


krisecentre for kvinder har eksisteret siden 1873. Danmarks ældste krisecenter for mænd, har været i stand til at huse kriseramte mænd siden 1990. Jeg synes de to årstal sætter tingene lidt i perspektiv.
Vi er nød til at anerkende at vores Helte kan komme i krise. Omvendt skal det siges at også Helten skal anerkende at han kan komme i krise, og at det ligeledes er okay at bede om hjælpen.

Personligt vil jeg mene at vi, som samfund er kommet rigtig lang hvad det at bede om hjælp angår.
Da jeg var barn i 90´erne var det at gå til psykolog et tabu. Man talte ikke om eventuelle psykiske problemer overhovedet, og at være bosat i det jyske hjalp ikke på den manglende velvilje til at tale om personlige problemer. Men i dag er det fuldt acceptabelt at man går til psykologer, coacher, terapi etc. Man hører sågar om kvinder der går til eksempelvis coaching, ikke fordi de er syge, men for at kunne forstå sig selv bedre. ”At finde sig selv” eller ”At arbejde med sig selv” er blevet en fuldt ud acceptable forklaring på at man eksempelvis ser en coach. Og Jeg synes personligt det er fantastisk. Men jeg mener også at vi bør vende blikket mod vores mænd, vores tapre Helte, og give dem samme privilegier som os kvinder. Man bør ikke se situationen som om at vores Helte  i krise er blevet besejret. Man bør derimod anerkende at Helten i krise, har fået et nyt våben: hjælp.


tirsdag den 19. februar 2013

Endelig :)

Så blev det min tur til at prøve det der med at blogge.
"Only Count The Bright Hours" Er en blog hvor jeg skriver lidt om alt og intet. Hvad der sker i den store verden, samfundet og i det lille rækkehus :)